Lyt til vildmarken i Sogn

Billede Posted on Updated on

”Systemet kan fortsatt ikke finne dine ski!” Den flinke norske mand, som sidder på et callcenter et eller andet gudsforladt sted uden forbindelse til virkeligheden, er ikke flink længere. Han er utålmodig. Han taler ikke længere pænt. Han råber. Koffeinfixet i hans eftermiddagskaffe virker ikke længere. Og han forstår ikke, hvorfor vi ikke kan forstå, at vores ski ikke har forstået at dukke op endnu. Velkommen til oliesheikernes, krøll-alfaernes og toppturenes land.

Virkeligheden, som denne utålmodige mand ikke når igennem til på denne martsdag, men som utvivlsomt ville være godt for hans blodtryk, er området omkring Sogndal, 220 km. nordøst for Ludvig Holbergs fødeby, Bergen. Sogndal er underbo til kontinental-Europas største gletsjer, Jostedalsbreen, og centrum for en himmelstormende (gen)opdagelse af toppturer, norsk for at gå op ad et bjerg og stå ned igen. Benzindrevne lifter er et fyord; det er på med lette ski, bindinger der ikke fylder mere end to små barnehænder, og ”feller”, skind lavet af kunststof, så det er muligt at forcere højdemeter efter højdemeter drevet alene af musklerne i dine to ben og ønsket om at nå op. Op til fjeldet, hvor sneen ligger let og urørt og ned igen med vinden i ryggen. Forskellen fra tidligere, for nordmænd har gået op ad bjerge i århundreder, er, at det i dag med det rette udstyr også er muligt at køre ned ad bjerget igen med betragtelig fart.

Billede
Stein Møller viser, hvordan norsk pudder skal håndteres. Fotograf: Klaus Elmer

SAS’ elendige bagagehåndtering og den utålmodige norske mand får ikke lov at ødelægge humøret. 10 ½ time tidligere, da han stadig sidder med sin første sure kop kaffe og lige er begyndt at besvare opkald fra lige så utålmodige, bagagehungrende flypassagerer, parkerer tindevejleder (norsk for UIAGM-certificeret bjergguide) Stein Møller sin Mitsubishi Lancer på Norges efter sigende eneste topptursparkering på RV5 mellem Sogndal og Fjærland. Vi er lige i hælene på ham. Vi har lejet ski og støvler og opdager hurtigt, at SAS i virkeligheden har gjort os en tjeneste. Bindinger og ski vejer tilsammen ikke mere end fire kilo, og efter kort at have talt om mulighederne og kigget på et topografisk kort over området, begynder vi at bevæge os mod toppen af Togga i 1.340 meters højde.

Billede
Fjærlandsfjorden viser sig fra sin bedste side. Fotograf: Eric Mulder

Vejret er overskyet, og efter længere tids tørke har det sneet en del de seneste døgn; desuden har vinden flyttet en del sne rundt på bjerget og også skabt spændinger i sneen. Da vi krydser trægrænsen, er sigtbarheden så lav, at det ikke giver mening at gå helt til toppen. I stedet graver Stein Møller en sneprofil for at teste de forskellige lags stabilitet og sammenhængskraft. ”Husk, at en sneprofil ikke er repræsentativ for et helt bjerg. Men sammenholder jeg den med den viden, jeg har om temperaturerne og nedbøren de seneste måneder, kan jeg på et mere kvalificeret grundlag vurdere, om vi kan køre ned det sted, jeg ønsker,” siger han. Sneen er så sikker, som den kan blive. Vi sætter kursen mod topptursparkeringen og nyder hver en kubikcentimeter af det nyfaldne norske guld.

Efter en dag på Stein Møllers ”åbne kontorlandskab”, er benene færdige. Smilene kæmper til gengæld med resten af ansigtet om plads til at udfolde sig. Vi siger tak for en mageløs dag og kører igennem den knap syv kilometer lange Fjærland-tunnel for at overnatte og udforske bjergene omkring Den norske Bokbyen i Fjærland.

Billede
Fjorden som nærmeste nabo. Fotograf: Eric Mulder
Billede
Fin optankning af depoterne på Fjærland Fjordstove Hotell. Fotograf: Eric Mulder

Med udsigt til Fjærlandsfjordens stejle bjergvægge får vi atter vores egne ski, men på dette tidspunkt er skaden allerede sket. Vi er blevet inficeret af den samme virus, som har hærget i Sogndal de sidste mange år. Vi har set lyset for enden af bjerget og ved nu, at vejen derop alt andet lige er sjovere med let grej. Senere fører vores rejse gennem os op gennem Jostedalen nordøst for Sogndal og derfra op i fjeldet mod Fivlahytten. Inden da finder vi på Jostedal Hotell meningen med livet, i al fald i denne omgang:

Have you seen…
The simple things, the true things, the silent men who do things
Then listen to the wild – it’s calling you.

Alfred, Lord Tennyson (1809-1892)

Bliv klogere og tag selv på opdagelse

Inspiration til ture i Sogn
Bjørhusdal, Haslestad og Vereide (2013): ”Toppturer i Sogn”. Udgivet på Fri Flyts forlag.

Dygtige guider
Bre & Fjell
Norgesguiderne

Gode overnatninger
Fjærland Fjordstove Hotell
Jostedal Hotell
Den Norske Turistforeningen (hytter i fjeldet)

Tekst: Marcus Lantz
Foto: Klaus Elmer og Eric Mulder
Video: Klaus Elmer. Til efteråret kommer en længere film om turen. Følg med på www.klauselmer.dk.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s